Slottets spisesal var oplyst, pyntet og skinnende. De grå vægge var beklædt med farvestrålende gobeliner og på hver gobelin var der afbilledet en mand. Brixilion hed manden og historien var hans. Gobelinerne gengav en farverig fortælling om Brixilions færd, hans liv og opdagelsen Riget.
Brixilion krydsede farefulde have, bekæmpede uhyrer og mødte væsner fra urtidens hav, og han så spøgelser i bølgerne. Hans historie er blevet fortalt utallige gange, og ingen genfortælling har været det samme. Nogle fortæller han sejlede alene, andre at han havde et krigsskib og fuld bemanding dertil, men alle ender med at kun han fandt Riget. Kun han besejrede havet og kom til landet. Landet, der blev præsenteret i røde farver med folk, hvis hænder strålede med lys. Folket reddede ham, de viste ham deres rige, deres magi og han blev del af det. Han levede blandt disse folk og blev del af deres verden og deres kultur, han blev del af folkenes liv og forelskede sig i kulturen såvel som menneskene. Den sidste gobelin viste manden og en lille pige, hans datter, Brixilians grundlægger og første konge, Brixanda. Hendes historie var som sin faders også fuld af prøvelser, og som de bedste fabler var den ubegribeligt smuk og forfærdelig blodig – fuld af krig, bedrag, sorg og sejr.
Gobelinerne var placeret så de flankerede de tårnende vinduer, der oplyste rummet i regnbuens farver, når solen skinnede gennem det farvede glas. Foran vinduerne hang svajende slørtynde gardiner, der dæmpede solens brændende stråler, når den bagte på den brixanske himmel. Uden solens stråler til at oplyse rummet blev salen til aften belyst af glaslysekronerne, der hang fra det høje loft og brændte med evigt lys. Lyset genspejlede sig i servicen, der dekorerede bordet og blev brugt at folkene omkring det. Sølv platter, glasbægere og bestik skinnede i det klare lys og kastede lysstråler rundt i lokalet, i takt med at personerne ved bordet gjorde brug af servicen.
Spisesalen var i sandhed prægtig og værdig til en kongemiddag, hvilket denne middag også var.
Kongen af Brixilian, Lucretia Contallan Brixilion, sad stolt ved bordets ende og så venligt, om end en smule akavet, på gæsten ved sin venstre side. Gæsten var fra Caerimanos. Dette kunne tydeligt ses på den blege hud og det lyse hår, der stod i kontrast til den almene brixaners mørke kulør. Han sad lige så rank som den brixanske konge, men var mere afslappet og rolig i posituren. Han var bestemt, men formåede at bære sin bestemte mine med mildhed. Den lyse gæst var Kong Eikos Caerimanos, kongen af det fjerne og store land Caerimanos, og han var inviteret og kommet til Brixilian i en hyldest af de to landes forening, der fandt sted for et år siden. De to konger betragtede hinanden i fælles afstemning af deres nye relation, den ene svigerdatter, den anden svigerfar, begge politiske allierede og nu i samme familie.
Ved Kong Eikos side sad arvingen til Caerimanos. Hun var lige så lys som sin fader, men hvor Kongen havde grå øjne, var datterens blå, lyse og klare som krystaller. Kong Eikos' lyse hår var plaget af begyndende alderdom, hvor Kronprinsesse Nitaias stadig var strålende og fyldigt. Hendes hår havde samme hvidblonde farve som hendes broders, der sad overfor hende. De to søskende var så lig hinanden, at de som børn var blevet kaldt for Caerimanos’ Tvillinger, trods de havde fem år mellem sig. Som de blev ældre, blev lighederne mindre udtalt. Prinsen og Prinsessens farver skiftede ikke, de blå øjne var stadig blå, håret stadig hvidt og huden lige så lys som før, men deres udtryk ændrede sig. Farverne ved Nitaia var varme og strålende, som bar hun forårets farver, men ved Lysander blev de samme farver kolde og fjerne. Hvad der på Nitaia var varme blev på Lysander til kulde, de før himmelblå øjne fik farve efter is, den lyse hud lignede porcelæn, og det strålende hår blev til sne.
Dette var hvad folk ville se, dog var forskellen ikke i farverne selv, men i den måde de to søskende førte sig an på. Nitaia sad rank som sin far, hun var afslappet og så på sine værter med nysgerrighed og liv. Samme nysgerrighed fandtes sjældent ved Lysander. I det år han havde tilbragt som Anden Consorten i Brixilian, havde hverken hans mand eller hustru set samme glæde eller liv i ham, som Nitaia udstrålede nu. Lysander sad stift og ret, næsten frosset til sin stol, og var alt andet end i ro, han sad stille, men han bar ikke sin positur med samme balance som sin familie. Som var han lavet af glas, og lige så skrøbelig, sad han ved bordet.
Det var mærkeligt at Kong Eikos havde udvalgt Prinsesse Nitaia som sin arving, og ikke den førstefødte søn, Prins Lysander. Dette var ikke sædvanen i Caerimanos, ulig i Brixilian, hvor alle arvede lige, havde en mand i Caerimanos første ret til arven og alt hvad der ellers måtte være, dermed ville en søn, ligegyldigt alder, altid arve før en datter. Men det var Nitaia, nu kronprinsesse, der sad ved sin faders side, og Lysander, der var Anden Consort til Kong Lucretia. Den ældste, sønnen, gift væk til et fremmed rige og en fremmed konge, den yngste, datteren, tronarving til det ædle og stolte rige Caerimanos.
Ved siden af Lysander sad Første Consorten, der også delte side med Kong Lucretia og sad overfor Kong Eikos. Første Consort Soren stod i større kontrast til den besøgende konge end nogen anden ved bordet. Soren var bred af bygning, havde grove træk og bar gyldne ringe i sine øre og næse, der var i skarp kontrast til hans mørke hud. Derudover var Sorens hår kort og sort, modsat Kong Eikos' lange og lyse hår. Til at bringe de to mænd længere fra hinanden var Soren den eneste af dem, der havde skæg, hvilket caerimanerne var kendt for aldrig at have.
Soren lagde sin hånd ved siden af Kong Lucretias, hans mørke blik søgte Kong Eikos’ lyse hen over bordet, idet han svagt lænede sig imod sin kone.
”Lucretia, mit hjerte, min sol, må jeg bede Dem efterlade arbejdet på kontoret og til møderne. Det passer sig ikke at handle eller diskutere aftaler under middagen.” Soren sagde ordene med et smil, men ikke mindre fast. Han nikkede undskyldende til Kong Eikos, og så derefter på sin Konge, som han netop havde afbrudt i sin salgstale. Lucretias irritation ved at blive afbrudt var ikke skjult, men det var også tydeligt for Soren at hun ikke ønskede at diskutere, for hun nikkede og så på deres gæst.
”Jeg beklager, Kong Eikos, det var ikke intentionen at samtalen skulle dreje sig om forhandlinger”, Kong Eikos rystede blot mildt på hovedet ved Kong Lucretias undskyldning.
”Der er intet at beklage, vi kan fortsætte samtalen under mere passende omstændigheder, hvis De ønsker?”.
Ved lyden af sin faders stemme var Lysander ved at tabe det glas han netop havde løftet. Det tog Anden Consorten betydelige mængder af kontrol ikke at spilde på sine hvide rober, idet han rystende drak sin vin. Han så flygtigt på folkene ved bordet, hen over kanten på sit glasbæger, men ingen betragtede ham. Kong Lucretia skævede til Kong Eikos og Soren på skift. Eikos smilede venligt til Lucretia, når de fik øjenkontakt og gav et venskabeligt nik til Soren ved lejlighed. Nitaia så på sin tallerken, så på sine hænder og derefter ned i sit glas. De eneste lyde der var i salen den næste tid, var lyden af bestik mod tallerkner, det var lyden af folk, der insisterede på at ignorere stilheden.
Stilheden blev dog brudt af et klingende og højt smæld idet noget metallisk ramte det polerede stengulv under dem.
”Jeg beklager”, sagde Første Consorten undskyldende i det alles øjne vendte sig mod lyden. Soren havde, som lyden indikerede, tabt sin gaffel, ”Gammel skade”. Han løftede sin venstre hånd og fremviste den som forklaring, han manglede tre fingre. Kun stumperne af hans lange og ringefinger var tilbage og lillefingeren manglede helt. Hvor de manglende fingre skulle have været, havde han fastsat proteser der var sirligt udformet i guld og holdt fast på hånden af kæder forbundet til et guld bånd om hans håndledet. I samme bevægelse som han fremviste hånden og rakte ud efter sin gaffel, afviste han den tjener, der var på vej hen imod ham, for at samle det tabte service op.
”Det lyder dramatisk”, Nitaias stemme lød klart og lyst i salen. Kronprinsessen rettede sig op i sin stol og så nysgerrigt på Soren, i det hun talte igen, uden at overveje sine næste ord.
”Må jeg spørge, hvordan det lykkedes Dem at komme så galt afsted?”, Hendes stemme, lige så klar som før, fortsatte uden at forstå eller lægge mærke til den tydeligt anspændte stemning i salen. De vidste alle, hvorfor Soren havde mistet sin finger. Han var Prins af Idonia og tidligere general. Han havde været ung under Krigen, og Soren havde uden tvivl også deltaget i denne krig. Krigen mellem Idonia og Caerimanos. Krigen, der afsluttede utallige liv, skabte et hav af forældreløse og ødelagte byer, krigen der efterlod både Idonia og Caerimanos i økonomisk krise. Krigen, der forsagede giftermålet mellem den brixanske konge, den idonianske prins og et barn af Caerimanos. Det var længe siden Krigen endte, næsten ti år siden, men emnet var ikke behageligt eller lystigt, slet ikke for individerne om dette bord. Krigen fik først sin afslutning ved Sorens ægteskab til Lucretia, med en samtidig aftale med Caerimanos, om at der skulle ægtes en caerimansk prins eller prinsesse til samme konge, når udvalgte barn var gifteklar.
Anden Consorten, Lysander, var ikke blind for stemningen og tyngden af Nitaias skødesløse spørgsmål. Ej heller var Kong Eikos ubevidst som sin datters tydelige fejl og mangel på takt, og han kæmpede for at finde noget at sige.
”Nitaia. Det passer sig ikke at spørge Første Consorten…” Kong Eikos lavmælte stemme var slet skjult i den pinagtige stille sal, og i de få sekunder efter Eikos ikke længere havde ord, blev stilheden mere trykkende end før. Kong Lucretia sad anspændt for enden af bordet og skævede frem og tilbage mellem sin Første Consort og sin gæst, Kongen af Caerimanos, der gjorde sit bedste for at smile venligt, dog det smil, der plejede at komme let til den karismatiske konge, nu virkede stift og akavet. Den unge Anden Consort sad anspændt på sin stol, han så ikke på nogen af personerne om bordet, men stirrede stift ned i glasset foran ham, så på vinen, og hvordan det blommefarvede indhold skvulpede i takt med hans skælvende hånd.
”Men…”, Nitaia så fra sin far til Første Consorten, der sad tilbagelænet i sin stol med et løftet bryn, kronprinsessens forvirring var tydelig.
”Brixilian var ikke en del af krigen”, Hun fortsatte med at tale, og så igen mellem sin fader og Første Consorten, hendes fader så undskyldende på den smilende Consort, og vidste ikke hvad han skulle svare sin datter.
”Jeg er gift, ikke født, brixaner, Kronprinsesse”, Sorens stemme var ikke anspændt ligesom Kong Eikos’ havde været, men den behøvede ikke bære samme alvor eller tone for at bringe Nitaia indsigt i, hvad hun havde sagt og gjort. Selvfølgelig var Første Consorten ikke født brixaner, alle hendes lektioner om historie havde fortalt hende dette, alt hvad hun havde af information om Brixilian havde nævnt dette, men hun havde glemt det. Hun havde ikke tænkt over sine ord og havde blot troet at dette var et emne, der kunne omtales uden besvær. Vagterne på slottet talte og fremviste gerne ar og krigshistorier, aldrig havde hun overvejet, at denne mand kunne havde været med i krigen, og da slet ikke på den anden side. I forlegenhed så hun panisk på Soren, der blot smilte venligt til hende. Hun måtte kæmpe imod lysten til at gemme sit brændende ansigt i hænderne og bide sig selv i læben for ikke at tale over sig igen.
Lysander så skræmt på sin søster, hvis nød tydelig kunne ses, hendes øjne var store og runde, og hendes ansigt var ikke længere lyst, men lige så flammerødt som Lucretias klæder.
”Jeg beklager Første Consort. Jeg- jeg- jeg beklager dybt”, hendes stemme rystede og hun bøjede hovedet i et forsøg på et siddende buk, eller i håb om at skjule sit ansigt. Hun løftede igen sit hoved, men hendes øjne holdt hun ved bordet, hun sad ikke længere roligt, men stift og rastløst, som gjorde hun klar til at flygte fra sin plads. Hendes mund åbnede sig for at fortsætte sine beklagelser, men inden hun kunne begynde, blev hun afbrudt af Første Consorten, der fortsat smilte varmt til pigen, der tydeligt ikke vidste hvornår ord kun kunne gøre skade.
”Der er intet at beklage Kronprinsesse”, Første Consorten så ingen fejl ved Nitaias spørgsmål – jo, det var ikke det bedste, der kunne være blevet sagt, men pigen havde ingen ond vilje i sig, og hun var blot et barn. Pigens forlegenhed ved situationen var for Soren underholdende og yderligere et elskværdigt træk ved den lille caerimanske kronprinsesse, der i sin iver efter at tale vælger det emne, det eneste emne, ingen i salen ønsker at benævne eller tale om. Hun mindede ham om hans utallige niecer og nevøer, dog han måtte give hende, at hun besad langt mere pli end hele hans familie sammenlagt – foruden den tilgiftede familie.
”Det ligger trods alt i fortiden”, igen løftede Soren sin hånd til fremvisning, dog knap så teatralsk, og lod den falde ved sin side, ”Man kan vel godt kalde det dramatisk”, han blinkede smilende til Nitaia, hvis ansigt igen flammede op, ”men jeg tror ikke historien fortjener en genfortælling endnu”. Ude af stand til at svare Første Consorten rystede Nitaia blot på hovedet, hvilket resulterede i at en lys hårlok faldt ud af den kunstfærdige håropsætning. Hun førte den hurtigt bag det ene øre, og lignede mere, end på noget andet tidspunkt, en forlegen pige på blot tretten år.
Igen kom stilheden, og lyden af folkene, der forsøgte at ignorere denne, genoptog rummet. Lysander sad fortsat og stirrede i sin vin, der truede med at farve hans rober. Han så forsigtigt op på folkene omkring bordet, først søgte hans øjne Nitaia, der langsomt fik sin lyse farve og afslappede holdning igen, derefter så han flygtigt på sin fader, men idet hans øjne søgte sin fars figur, blev de mødt med Eikos’ tordengrå øjne. Lysander følte is løbe ned ad sin ryg. Han mærkede sit hjerte hamre mod sit bryst og alle lyde fra hans omgivelser forsvandt. Eikos smilte venligt til sin søn og vendte blikket mod hans værter, men Lysander kunne ikke se væk. Han var forstenet. Han sad og så ud i luften og kunne ikke se andet end hans faders øjne og føle, hvordan hans mave trak sig sammen. Hans hals brændte og trods aftenvarmen i Brixilian skælvede Lysander mere end før. Han tvang sit blik væk fra sin fader og gjorde sit bedste for at stille vinen fra sig. Hvis han blot fokuserede på dette, hvis han kun så glasset, bordet og sin hånd. Intet andet var vigtigere end at få bragt glasset sikkert, uden problemer, hen på bordet igen. Langsomt, smerteligt langsomt løsnede han sin ene hånds greb om det glas, han havde knuget til sig. Uden støtten fra begge hænder skælvede han endnu mere end før. Han løftede glasset, hans knoer var hvide af anstrengelse, glasset truede med at give efter, og vinen skvulpede. Lysander hev kort efter vejret, holdt det, og førte glasset videre. Det var næsten gået galt, vinen var næsten løbet over glassets kant. Men det gik, rystende og skælvende fik han glasset videre mod bordet. Langsomt, evigt langsomt, og forsigtigt førte han det. Lige så stille, som han havde holdt det, satte han det ned, og gjorde dette uden at spilde så meget som en eneste dråbe.
Lysander trak hurtigt hånden til sig og placerede den i sit skød, hvor han kunne skjule sine hænders forræderiske skælvende tendens. Rundt om bordet var der begyndt en forsigtig, men lovende, samtale, som han først blev bevidst om da han var færdig med fragtningen af glas til bord. Stemmen, der først blev tydelig for Lysander, var hans faders, Kong Eikos’.
”Kong Lucretia, det er glædeligt at komme her til sådan en banket. Det er sanneligt en behagelig middag, De har arrangeret”, Lucretia så kort på Eikos, der tydeligt forventede et svar.
”Det glæder mig at middagen behager Dem”, svarede hun kort. Hvis Kong Eikos havde håbet på en beskrivelse af bankettens forberedelser og tanker derom, ville den ikke komme fra Kong Lucretia, selv vidste hun ikke, hvem der havde planlagt eller arrangeret den, blot at det var blevet gjort. Hun havde ikke selv fundet tid, eller overvejet, at banketten krævede forberedelse. Denne morgen var hun blevet informeret om at banketten skulle holdes i aften, hvilket egentlig var kommet som et mindre chok for Kongen. Heldigvis havde en mirakelsendt tjener allerede forberedt klæder til hende, og denne havde dermed sørget for at hun blev eskorteret til spisesalen i tide. Hvis dette ikke var sket, havde hun stadig været begravet i papirarbejde som kontrakter og handelsaftaler, der ikke engang var tæt på færdige. Tanken om det arbejde, der blot ventede på hendes kontor, drog Lucretias sind væk fra middagen og deres gæster, indtil Sorens stemme bragte hende tilbage til salen.
”Det er Deres søn, Lysander, der har forberedt og anrettet banketten, guderne ved at jeg ingen talenter har for den slags”. Soren havde ment at komplimentere den unge consort, der tydeligt ikke befandt sig vel under middagen. Den middag som drengen selv havde arrangeret og planlagt. Lysander havde, i fællesskab med kokken og de kongelige arrangører, planlagt banketten og forberedelserne til sin families ankomst ved det brixanske hof. Alt hvad Lysander havde foreslået var indarbejdet. Næsten alt ved bordet, fra maden, til servicen og selv farvetemaet i salen, var særligt udvalgt og vurderet af Anden Consorten. Banketten var i sandhed prægtig og mageløs. Dog virkede Kong Eikos værdsættelse af middagen ikke større ved informationen om sin søns indvirkning på planlægningen.
Lysander rettede på sig i sin stol ved benævnelsen, og mærkede sin faders blik, da det landede på ham. Havde Lysander forventet et anerkendende blik, eller blot overraskelse, var han blevet skuffet, men han havde ikke forventet nogen positiv respons fra sin fader, og det blik der mødte ham, var hverken anerkendende eller overrasket, blot køligt og ligegyldigt.
”Ja, Lysander bærer i sandhed sin moders talenter”. Tonen i Kong Eikos ord bar ikke skarpheden af ordene. Sætningen og rytmen var blød, næsten rosende, men i faderens øjne var det tydeligt at hans moders talenter ikke var ønskværdige for en Caerimansk prins, om han så var giftet væk eller ej. En mand, en rigtig caerimansk mand, planlagde ikke banketter eller arrangerede middage. Dette var helst overladt til fruen af huset, manden havde andet at tilse.
Lysander krympede sammen under sin faders blik. Som havde han brændt sig så han væk fra Kong Eikos og ned på sine sammenfoldede hænder.
”Banketten er yderst fantastisk, Lysander”, selvom Nitaia tiltalte Lysander, så hun på sin fader. Hun havde, ligesom Lysander, ikke misset intention ved hans ord.
”Selv moder kunne ikke havde gjort noget så perfekt”, hun fortsatte sin rosende tale, og så nu på sin bror, der stadig sad med vægten af sin faders ord på sine skuldre. Men han så op på sin søster, hvis øjne var fri for deres faders bitterhed, samt deres moders glasagtige blik.
”Talent er talent, hvem end, der bærer det, gør det hverken mere eller mindre prisværdigt, selvom ikke alle er lige oplyst om dette”, Ved sin sidste kommentar blev hendes stemme skarp, ikke meget, og Lysander var ikke sikker på at andre end ham og deres fader fangede skarpheden i hendes tone, der tydeligt var rettet mod Kong Eikos. Nitaia havde vendt blikket mod sin fader, efter at have irettesat hans nedværdigende kommentar af Lysander, og hun mødte deres hans ubarmhjertige blik og holdt det. Lysander så, hvordan deres øjne mødtes, Nitaias strålende blå, fyldt med liv og brand, Eikos tordengrå, hårde og urokkelig som bjerge. Pigen stod ved sin kommentar, lige såvel som hun gav afkast på sin faders, her gav hun sig ikke, hun var ung, modig og bestemt. De så ikke på hinanden i mere end et par sekunder, men for Lysander virkede det som en evighed. Hans lunger brændte. Hjertet hamrede løs i hans bryst og verden blev langsomt lys omkring ham. Lys, hvid og tåget. Kong Eikos så væk fra sin datter uden at sige et ord, diskussionen ville de havde senere. Nitaia så også væk fra sin fader. Først da deres blik skiltes opdagede Lysander at han havde holdt vejret, og han åndede langsomt og skælvende ud.
Salen blev stille igen. Snigende kom stilheden, som var den levende og i bevægelse nærmede den sig bordet og folkene omkring det, de mærkede den alle. De så den nærmest komme og alle søgte de i desperation for at tale og holde den væk.
”Det er virkelig en skam at deres majestæt Dronningen ikke kunne være her, Kong Eikos”, Lucretias stemme skræmte stilheden væk, men den holdt ikke spændingen for døren. Kong Eikos smilte til Lucretia, strammere end hvad var forventet.
”Dronningen finder sig altid hjemme, når jeg har vigtige sager, der kræver min opmærksomhed”, Lucretia var ikke blind for køligheden i hans tone. Kort så han mod Lysander da han svarede, sønnen krympede sig under sin faders blik og det blev tydeligt at det ikke kun var dronningepligten der havde holdt Kong Eikos’ hustru fra Brixilian. Lucretia så blikket, hun så også Lysanders reaktion, men forstod ikke betydningen. Kong Eikos ønskede ikke at hans dronning skulle konfronteres med hendes søn. Skam og skyld brændte i Lysander, hvis syn langsomt blev sløret. Lucretia skulle til at kommentere på at Dronning Teraminei havde opholdt sig ved dem under brylluppet sidste år, hvis ikke Soren havde brudt ind i samtalen.
”Rejser De da meget, Kong Eikos?”, sagde han hastigt. Han var ikke blind for den konflikt, der kunne være opstået, og ville helst undgå flere ubehagelige, anspændte og akavede diskussioner. Nitaia havde for ikke mindre end få minutter siden udfordret sin fader, Kongen, og Soren ville gerne forhindre en ny konflikt. Han havde derfor valgt at afbryde kongerne, endnu engang, for at skifte emne, heldigvis fandt alle i salen dette emne lettere at tale om.
”Jeg ville ikke sige at jeg rejser meget, jeg har trods alt pligter i Caerimanos”, Kong Eikos tilføjede sidste del halvgrinende og fortsatte, ”Men vi har været på nogle rejser”
”Sidste år, ved Lisson, besøgte vi den royale familie i Ashveran”, Nitaia deltog glædeligt i samtalen, ”Det var lang tid siden vi havde været der sidst, syv år siden”, Hun fortsatte med at tale om rejsen dertil. Soren bød ind og spurgte interesseret, Eikos tilføjede detaljer Nitaia glemte og Lucretia lyttede opmærksomt. Lysander sagde intet. Han huskede tilbage på rejserne. Rejsen til Ashveran, det kolde evigt snedækkede land. Lysander var svagt bevidst om personerne omkring ham. Han mærkede is og sne. Følte den bidende vind og forsvandt i den.
Lyset i lokalet virkede for skarpt. Hans søsters stemme var for skinger og samtalen trykkende. Spyt samlede sig i hans mund. Hans hals snørede sig sammen. Alt vendte sig i ham. Kvalmen tog til og det var umuligt at trække vejret. Han så på sine hænder, der rystede så voldsomt at han ikke ville stole på sig selv med en ske. Stemmerne omkring ham var ikke længere forståelige og deres fortsatte latter var som skrig i hans sind. Alt omkring ham var for lyst, hvide prikker dannede sig for hans øjne, og han hørte ikke andet end Kong Eikos stemme. Men kongen talte ikke, alligevel var kun hans stemme i Lysanders bevidsthed, den sagde ikke noget bestemt, men han hørte den. Den brændte i hans sind, og han følte at han ville drukne i de tiltagende flammer.
Lysander blev blændet af lyset. Han kunne intet se for sig, larmen fortsatte og han brugte alle sine kræfter på ikke at skrige. Hans hals trak sig sammen, hans bryst brændte. Han skulle væk. Væk. Men han kunne ikke se. Han kunne ikke gå eller bevæge sig.
Lysanders verden væltede, og hans øjne åbnedes. Han sad stadig i sin stol, han var kold og... våd? Han vidste ikke hvad han havde gjort, hvad der var sket. Havde han skreget? Pinligt sent blev han opmærksom på Aileus der stod ved hans side og gentog sig selv.
”Jeg beklager, Consort Lysander. Domin, jeg beklager.”, Lysander så ned på sine knyttede hænder og opdagede at hans hvide rober ikke længere var hvide. Han var gennemblødt. Han var dækket af våd rød væske. Blod. Blod var Lysanders første tanke. Panik greb ham. Han trak luft ind til at skrige, men skriget kom ikke.
Det var ikke blod. Han så farven, og hvordan væsken trak ind i stoffet. Det var ikke blod. Det var vin. Aileus stod stadig ved hans side og talte. Lysander vente langsomt hovedet mod ham. Aileus' øjne var bekymrede, men bestemte, og han hjalp forsigtigt Lysander op ad sin stol.
”Hvis De følger med, Domin, kan jeg eskortere Dem til Deres kammer”, Aileus fortsatte roligt med at hjælpe Lysander op af stolen, den unge Consort lod sig føre. Lysander vaklede så voldsomt at han knap kunne stå, stadig halvt blændet af lyset, stadig gispende efter vejret. Men Aileus, den trofaste kammertjener, hjalp ham væk. Væk fra middagen, væk fra samtalen, væk fra faderen. Lysander blev halvt slæbt og halvt ledt ud af spisesalen.
